Quantitative evaluation of spasticity

Spasticitet er et hyppigt symptom i forbindelse med læsion i centralnervesystemet som i visse

tilfælde påvirker udførelse af motoriske funktioner samt livskvalitet. Forskellige opfattelser af

spasticitet blandt klinikere og forskere har medført forvirring i forbindelse med begrebet. På

baggrund af resultater fra basalforskning og klinisk forskning var formålet med arbejdet i denne

afhandling at bidrage til en bedre forståelse af rationalet bag at skelne mellem forskellige elementer

af spasticitet, samt at svare på nogle af spørgsmålene i forbindelse med kvantificering af spasticitet.

Afhandlingen opsummerer resultaterne fra fire studier, som havde til formål at kvantificere 1) en

spinal mekanisme med relation til spasticitet Post Activation Depression (PAD) som er relevant for

udviklingen af hyperrefleksi hos personer med spasticitet 2) forskelle i refleksaktivitet målt klinisk

og med en kombineret biomekanisk og elektrofysiologisk metode 3) reliabiliteten og sensitiviteten

for en håndholdt biomekanisk metode til at måle spasticitet 4) ændringer i spasticitet efter

fysioterapeutiske behandlinger med neurodynamik målt klinisk og med en biomekanisk metode.

Den første del af afhandlingen består af en kort historisk gennemgang af begrebet spasticitet samt

de involverede mekanismer. Denne sektion indeholder resultaterne baseret på Studie I, som

fokuserer på måling af PAD og det biomekaniske respons på dette elektrofysiologiske fænomen.

Studiet viser, at PAD spiller en rolle i patofysiologien bag spasticitet og er en vigtig faktor ved

evaluering af refleksaktivitet og muskelstivhed i forbindelse med spasticitet.

Den anden del af afhandlingen fokuserer på adskillelsen af forøget muskelstivhed betinget af

forøget refleksaktivitet (aktiv stivhed) og stivhed betinget af strukturelle ændringer i muskler og led

(passiv stivhed). Resultaterne fra studie II, som baserer sig på måling med en objektiv

elektrofysiologisk / biomekanisk metode, viser at den refleksbetingede stivhed var forøget hos

personer med spasticitet. Imidlertid indeholder den kliniske diagnose spasticitet både forandringer i

de aktive og passive komponenter af stivhed, og en adskillelse er meget vanskelig med en

rutinemæssig klinisk undersøgelse. I studie III viste resultaterne, at målingerne med en håndholdt

stivhedsmåler korrelerer godt med målingerne fra en objektiv elektrofysiologisk / biomekanisk

målemetode, havde høj intra- og inter-rater reliabilitet og var i stand til at skelne mellem spastiske

og raske forsøgsdeltagere, men har nogle praktiske problemer, som ikke gør den anvendelig som et

klinisk redskab i den nuværende form.

Den tredje del er baseret på resultaterne fra studie IV. Efter behandling med neurodynamik og

Random Passive Movements fandt vi ingen reduktion i stivhed målt med den håndholdte

stivhedsmåler eller med et klinisk spasticitetsevalueringsredskab (MAS). Vi fandt signifikant

forøgelse af Range Of Motion og reduktion af den subjektivt evaluerede tonus, men ingen

parameter viste forskel mellem effekten af de to behandlinger. De kliniske målinger var i høj grad

afhængige af, hvorvidt testeren var blindet i forhold til interventionen.

Resultaterne bidrager til en bedre forståelse af involveringen af den spinale mekanisme PAD I

forhold til forøget modstand mod passive bevægelser på grund af spasticitet. Problemerne med at

skelne aktiv og passiv stivhed blev understreget af resultaterne indeholdt i denne afhandling. Der er

behov for yderligere udvikling af objektive klinisk anvendelige målemetoder til at forbedre klinisk

spasticitetsmåling. Dette er nødvendigt til at kunne evaluere effekten af antispastiske behandlinger.