Meningsfuld telemedicinsk hjemmemonitorering for både klinikere og patienter skabes gennem forhandling og involvering

Baggrund og motivation

Behandling og monitorering af patienter og borgere gennem telemedicin struktureres som udgangspunkt efter klinisk viden, organisatoriske arbejdsgange, vagtplaner, eksisterende ambulant praksis samt tekniske muligheder. I tillæg overføres størstedelen af patienters målinger automatisk, og patienter har ofte ringe indflydelse på udvikling eller tilpasning af en organisatorisk praksis, ligesom tilpasning til individuelle forhold er begrænset. I denne evaluering stilles der spørgsmål ved denne generiske måde at anvende og tilbyde telemedicinsk behandling og monitorering af patienter på. Og vi peger på betydningen af samarbejde/forhandling i udvikling og implementering af telemedicin.

Beskrivelse

I tilknytning til projektet Klinisk Integreret Hjemmemonitorering (KIH) er der gennemført en kvalitativ evaluering, hvor delprojektet om komplicerede graviditeter omfattede 100 gravide i 2013-nu. I tillæg er der gennemført en innovativ evaluering med 9 gravide, der blev fulgt tæt af en antropolog i deres monitoreringsperiode gennem kvalitative interviews, ugentlige telefonsamtaler, in situ interviews, deltagelse i, samt observation af kontroller, scanninger og akutte henvendelser på hospitalet. Innovativ evaluering fokuserer ikke blot på, hvad der fungerer/ikke fungerer men også på, hvad der skal til for at skabe fremadrettet udvikling, hvor tolkning af resultater og forhandlingen af risiko mellem den gravide og klinikeren blev et centralt tema. En forhandling, hvor den gravide blev bevidst om ansvaret ved at hjemmemonitorere samtidig med, at hun blev klædt på til at agere ift. den viden målingerne tilvejebragte. I forhandlingen mellem klinikere og gravide samt via input fra feltarbejde får klinikerne værdifuld indsigt ift. kommunikation og organisering af klinikere rundt om de gravide, så monitoreringsforløbet kontinuerligt kan tilpasses, hvad der giver værdi for den enkelte gravide.

Indlægget

Fremtidig behandling af patienter i det danske sundhedsvæsen, her med udgangspunkt i kvinder, der monitoreres for komplikationer i forbindelse med deres graviditet, bør ikke udelukkende baseres på, hvad klinisk viden om komplikationer og hvad sundhedsvæsnet vurderer er organisatorisk hensigtsmæssigt. For at skabe høj kvalitet bør behandling af patienter også tage udgangspunkt i, hvad der giver mening for den enkelte gravide ift. hendes hverdag. Og en bred implementering af gode, meningsfulde systemer for klinikere og patienter bør baseres på såvel borgernes dagligdag som klinisk viden og organisatorisk optimering.

Baseret på evaluering af vores case argumenterer vi for, at den sikreste løsning på nuværende tidspunkt er, at tilpasse løsninger til patienternes dagsrytme, så de gravide kan lave selvinitierede målinger for at undersøge, om de – og det ufødte barn – har det godt, og for at kunne handle, hvis målingerne viser behov for det. Det er især vigtigt, hvis de tidligere har oplevet ikke at kunne stole på deres krops signaler. De skal f.eks. have mulighed for at måle blodtryk gentagne gange, for herved at finde det laveste tryk, der skal sendes til hospitalet. En sådan forhandling af behandlingsforløbet mellem kliniker og den gravide om den gravides komplicerede graviditet medvirker til, at kvinderne får en forståelse af, hvorfor de monitoreres samt betydningen af de målte data. Forhandling af den gravides nye situation medvirker til, at der med manuel indtastning af måledata fremkommer en meget høj forekomst af ikke-manipulerede målinger, der indsendes til hospitalet. Og det sker netop fordi den gravide får indsigt i egen sygdom, og bedre forstår betydningen af de målinger og monitoreringsforløb hun er en aktiv deltager i – og fordi monitoreringsforløbet er tilpasset hendes individuelle behov. I indlægget vil vi også diskutere, hvad det betyder, når det for den gravide ikke er muligt at gennemføre hjemmemonitorering med acceptabel kvalitet i en periode.