Abstract
Baggrund
Atrioventrikulært blok (HAVB) er, både før og under trombolyse æraen, vist at være en hyppig og alvorlig komplikation i den akutte fase af et akut myokardie infarkt (AMI). Forekomsten og betydningen af HAVB i den akutte fase af et AMI efter indførslen af primær perkutan koronar interventions (pPCI) er endnu ukendt. Ligeledes er langtidsforekomsten og prognosen efter HAVB i sene faser af et AMI ikke tidligere klarlagt.
Formål
Hovedformålet med denne ph.d.-afhandling var at vurdere forekomsten, prædiktive faktorer og prognostiske konsekvenser af HAVB i både tidlige og sene faser efter et AMI. Endvidere var formålet at bestemme og beskrive arytmier, inklusive bradyarytmier, observeret ved dødens indtræden.
Metoder
For at undersøge forekomsten og prognosen for HAVB i den akutte fase efter STEMI, den alvorligste form for AMI, i pPCI æraen lavede vi et retrospektivt studie af 2073 patienter behandlet med pPCI på Gentofte hospital mellem 2004 og 2008. Den prædiktive værdi af en række patient karakteristika blev vurderet i forhold til HAVB udvikling. Oplysninger om patienterne og deres indlæggelser blev fundet via lokale og nationale registre.
Forekomsten og den kliniske betydning af HAVB i sene faser af et AMI blev undersøgt i CARISMA (Cardiac arrhythmias and risk stratification after myocardial infarction) populationen. Undersøgelsen omfattede 312 patienter med dokumenteret AMI og LVEF ≤ 40%. Patienterne fik indopereret en implantable loop recorder (ILR) til kontinuerlig EKG-overvågning i en 2 års follow-up periode. Patienterne gennemgik en lang række non-invasive og invasive risiko stratificerings tests inklusive 12-aflednings EKG, ekkokardiografi, 24-timers Holter og en invasiv elektrofysiologisk undersøgelse. Mulige associationer mellem relevante test resultater og HAVB blev undersøgt.
ILR optagelser fra CARISMA studiet blev brugt til at beskrive peri-mortem arytmier.
Resultater
Forekomsten af HAVB i den akutte fase af STEMI i pPCI æraen var 3.2%. Flere prædiktive faktorer for HAVB udvikling efter STEMI blev identificeret herunder alder, kvindeligt køn, RCA okklusion, diabetes og hypertension. HAVB efter STEMI øgede signifikant mortaliteten (HR=3.1, p<0,001) sammenlignet med patienter uden HAVB. En landmark analyse fra dag 30 efter AMI viste samme dødelighed hos patienter med og uden HAVB.
Forekomsten af HAVB i sene faser af AMI i CARSIMA populationen fandtes at være 10%. Sen fase post-AMI HAVB forværrede markant prognosen for udvikling af ventrikulære takyarytmier (HR=5.4, p=0,002) og hjertesvigt (HR=4.1, p=0,01). Holter afledte markører for dysfunktion af det autonome nervesystem prædikterede signifikant udvikling af sene HAVB.
Seksogtyve patienter døde med en ILR implanteret i CARISMA studiet. Bradyarytmi blev observeret i 8 ud af 16 patienter med optagelser på dødstidspunktet.
Konklusioner
Incidensen af HAVB i det akutte forløb efter STEMI er blevet reduceret siden indførslen af pPCI som førstevalgs behandling i forhold til i trombolyse-æraen. De alvorlige prognostiske konsekvenser af HAVB har dog ikke ændret sig. Bemærkelsesværdigt var det at mortalitetsraten udlignedes mellem patienter med og uden HAVB 30 dage efter AMI. En række patient karakteristika var forbundet med en øget risiko for udvikling af HAVB i den akutte fase efter AMI. Disse karakteristika var identiske med opgørelser fra præ-pPCI æraen.
Hyppigheden af HAVB, dokumenteret ved kontinuerlig EKG monitorering over 2 år, i sene faser efter et AMI hos patienter med efterfølgende reduceret venstre ventrikelfunktion var lige så stor som i den akutte fase. Prognosen for sene HAVB er graverende da det både medfører en øget risiko for ventrikulære takyarytmiske hændelser og hjertesvigts hændelser.
Blandt post-AMI patienter med LVEF≤ 40% var halvdelen af de dokumenterede arytmier på tidspunktet for dødens indtræden bradyarytmier. Disse var primært forbundet med ikke-pludselig hjertedød og død af ikke hjerte relaterede årsager.
Atrioventrikulært blok (HAVB) er, både før og under trombolyse æraen, vist at være en hyppig og alvorlig komplikation i den akutte fase af et akut myokardie infarkt (AMI). Forekomsten og betydningen af HAVB i den akutte fase af et AMI efter indførslen af primær perkutan koronar interventions (pPCI) er endnu ukendt. Ligeledes er langtidsforekomsten og prognosen efter HAVB i sene faser af et AMI ikke tidligere klarlagt.
Formål
Hovedformålet med denne ph.d.-afhandling var at vurdere forekomsten, prædiktive faktorer og prognostiske konsekvenser af HAVB i både tidlige og sene faser efter et AMI. Endvidere var formålet at bestemme og beskrive arytmier, inklusive bradyarytmier, observeret ved dødens indtræden.
Metoder
For at undersøge forekomsten og prognosen for HAVB i den akutte fase efter STEMI, den alvorligste form for AMI, i pPCI æraen lavede vi et retrospektivt studie af 2073 patienter behandlet med pPCI på Gentofte hospital mellem 2004 og 2008. Den prædiktive værdi af en række patient karakteristika blev vurderet i forhold til HAVB udvikling. Oplysninger om patienterne og deres indlæggelser blev fundet via lokale og nationale registre.
Forekomsten og den kliniske betydning af HAVB i sene faser af et AMI blev undersøgt i CARISMA (Cardiac arrhythmias and risk stratification after myocardial infarction) populationen. Undersøgelsen omfattede 312 patienter med dokumenteret AMI og LVEF ≤ 40%. Patienterne fik indopereret en implantable loop recorder (ILR) til kontinuerlig EKG-overvågning i en 2 års follow-up periode. Patienterne gennemgik en lang række non-invasive og invasive risiko stratificerings tests inklusive 12-aflednings EKG, ekkokardiografi, 24-timers Holter og en invasiv elektrofysiologisk undersøgelse. Mulige associationer mellem relevante test resultater og HAVB blev undersøgt.
ILR optagelser fra CARISMA studiet blev brugt til at beskrive peri-mortem arytmier.
Resultater
Forekomsten af HAVB i den akutte fase af STEMI i pPCI æraen var 3.2%. Flere prædiktive faktorer for HAVB udvikling efter STEMI blev identificeret herunder alder, kvindeligt køn, RCA okklusion, diabetes og hypertension. HAVB efter STEMI øgede signifikant mortaliteten (HR=3.1, p<0,001) sammenlignet med patienter uden HAVB. En landmark analyse fra dag 30 efter AMI viste samme dødelighed hos patienter med og uden HAVB.
Forekomsten af HAVB i sene faser af AMI i CARSIMA populationen fandtes at være 10%. Sen fase post-AMI HAVB forværrede markant prognosen for udvikling af ventrikulære takyarytmier (HR=5.4, p=0,002) og hjertesvigt (HR=4.1, p=0,01). Holter afledte markører for dysfunktion af det autonome nervesystem prædikterede signifikant udvikling af sene HAVB.
Seksogtyve patienter døde med en ILR implanteret i CARISMA studiet. Bradyarytmi blev observeret i 8 ud af 16 patienter med optagelser på dødstidspunktet.
Konklusioner
Incidensen af HAVB i det akutte forløb efter STEMI er blevet reduceret siden indførslen af pPCI som førstevalgs behandling i forhold til i trombolyse-æraen. De alvorlige prognostiske konsekvenser af HAVB har dog ikke ændret sig. Bemærkelsesværdigt var det at mortalitetsraten udlignedes mellem patienter med og uden HAVB 30 dage efter AMI. En række patient karakteristika var forbundet med en øget risiko for udvikling af HAVB i den akutte fase efter AMI. Disse karakteristika var identiske med opgørelser fra præ-pPCI æraen.
Hyppigheden af HAVB, dokumenteret ved kontinuerlig EKG monitorering over 2 år, i sene faser efter et AMI hos patienter med efterfølgende reduceret venstre ventrikelfunktion var lige så stor som i den akutte fase. Prognosen for sene HAVB er graverende da det både medfører en øget risiko for ventrikulære takyarytmiske hændelser og hjertesvigts hændelser.
Blandt post-AMI patienter med LVEF≤ 40% var halvdelen af de dokumenterede arytmier på tidspunktet for dødens indtræden bradyarytmier. Disse var primært forbundet med ikke-pludselig hjertedød og død af ikke hjerte relaterede årsager.
Originalsprog | Engelsk |
---|
Status | Udgivet - 10 sep. 2010 |
---|