Gruppebaseret behandling af BED - et faseopdelt behandlingstilbud: Rapport for projektperioden 1. marts 2013 - 1. maj 2015

Jakob Laust, Marianne Engelbrecht Lau, Mette Waaddegaard

Abstract

Titel: Afrapportering vedr. SATS-puljemidler til behandling og erfaringsopsamling vedr. BED for
perioden 1. marts 2013 – 1. maj 2015.
Baggrund: Binge Eating Disorder (BED), på dansk tvangsoverspisning, er en udbredt, men overset
spiseforstyrrelse med alvorlige psykiske, fysiske og sociale konsekvenser. BED blev i 2013 optaget i
DSM-5 (Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders) som en selvstændig diagnose og
BED forventes medtaget i den forestående revision af det internationale diagnose system, ICD-11.
Sundhedsstyrelsen gav på denne baggrund satspuljemidler til erfaringsopsamling vedr. BED. I den
forbindelse ansøgte Ambulatorium for Spiseforstyrrelser på Psykoterapeutisk Center Stolpegård
ovenstående midler til at udvikle en ambulant, primært psykoterapeutisk gruppebehandling til
patienter med moderat til svær BED med fokus på såvel spiseforstyrrelse såvel som overvægt.
Metode: Rapporten er lavet på baggrund af kliniske erfaringer, kvalitative og kvantitative data
indsamlet i forbindelse med oprettelse af et gruppeterapeutisk behandlingstilbud til patienter med
BED. Behandlingen består af to faser. Fase l (primær behandling) hvor der er fokus på behandling
af spiseforstyrrelsessymptomer og Fase II (efterbehandling), hvor der er fokus på enten vægttab,
velvære eller stabilisering. Fokus i denne rapport er på Fase I behandlingen.
Resultater: I projektperioden gennemførte 54 patienter et Fase 1 BED gruppebehandlingsforløb,
svarende til gennemførelsesprocent på 77 %. Der var god accept af og tilfredshed med
behandlingen. Der var stor effekt på antal overspisninger. Før behandling havde patienterne
gennemsnitligt 23,7 overspisninger pr. mdr. mod 2,3 efter behandling (effect size: 5,4). Udbyttet i
forhold til den samlede spiseforstyrrelsessymptomatologi var høj (effect size ved EDE-Q: 1,7 og
ved EDI: 1,5), ligesom de generelle psykiske symptomer blev mindsket i høj grad (effectsize ved
WHO-5: 1,0 og ved GSI meanscore: 0,8). I alt 82 % opfyldte før behandlingens start DSM-4’s
diagnostiske kriterier for BED mod 11,5 % efter behandling. 52 % fik fuld remission (ingen
overspisninger pr. mdr.), 29 % fik partiel remission (færre end 4 overspisninger pr. mdr.). I alt
havde 96 % reduceret antallet af overspisninger.
Konklusion: BED er en alvorlig psykisk lidelse, som der findes effektiv behandling for, som
patienterne accepterer. Patientgruppen bør ligestilles med andre patienter med en ikke-psykotisk
lidelse. Det er således vores opfattelse, at der bør oprettes et permanent behandlingstilbud i den
sygehusbaserede psykiatri til patienter i Danmark, der har BED af moderat til svær grad. Det er for
tidligt at drage konklusion og anbefalinger vedrørende behandling af ledsagende overvægt ved
BED, men de foreløbige resultater er lovende.
OriginalsprogDansk
Antal sider46
StatusUdgivet - 2015

Citationsformater