Depression og diabetes kan muligvis skade hjernen varigt

Poul Bror Hemming Videbech, Susanne Anette Andersen

Abstrakt

thumbnail
Danske soldater skal bidrage med ny viden om folkesygdommene diabetes og depression, og om hvorvidt sygdommene skader hjernen og dermed kan bidrage til den frygtede demens.
Tidligere soldater skal hjælpe forsker e med at afsløre, om folkesygdomme som diabetes 2 og depression skader hjernen og fremmer den frygtede sygdom demens.

Mindre studier har antydet forbindelse mellem depression og diabetes og varige skader på hjernen. Det nye danske forsøg er det første på verdensplan, hvor en stor befolkningsundersøgelse skal påvise, om der er en sammenhæng.

»Vi håber at komme med svar på, om diabetes eller depression påvirker mennesker intellektuelt, og måden vi ældes på,« forklarer professor Erik Lykke Mortensen fra Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet om baggrunden.

I samarbejde med forsvaret vil Erik Lykke Mortensen genundersøge flere tusinde danske soldater, der var til session i årene fra 1939 til 1959.

De skal nu besvare samme intelligenstest som dengang, hvorefter resultatet i dag, 40 år efter, vil blive sammenholdt med deres livs sygdomshistorie.

»De danske databaser med forsvarets intelligenstest gør det muligt at gentage testen så mange år efter. Da menneskers intelligens forandrer sig utroligt lidt gennem livet, giver det et billede af betydningen af deres sygdomme,« siger Erik Lykke Mortensen.


Depression skal behandles tidligere

Professor Poul Videbech fra Center for Neuropsykiatrisk Depressionsforskning på Psykiatrisk Center Glostrup er en af landets førende eksperter i depression. Han hilser den nye befolkningsundersøgelse yderst velkommen.

»Meget tyder på, at depression og demens hænger sammen, og at risikoen for demens fordobles af depression. Det er enormt vigtigt at få afmonteret demensbomben. En af måderne er formentligt at behandle depression langt mere effektivt og tidligere. Diabetes og tilhørende åreforkalkning af hjernen spiller også en rolle, så koblingen af diabetes og depression i dette studie er yderst relevant,« siger Poul Videbech.

Depressionsforeningens generalsekretær, Kasper Tingkær, følger studiet med stor interesse på vegne af anslået 150.000 danskere, der lider af depression.

»Bekymringen for langtidsvirkninger fylder meget blandt vore medlemmer. Især hos de, der har været syge i mange år, og ikke kan koncentrere sig eller huske og derfor er bekymrede for langtidseffekter,« siger Kasper Tingkær : »Når der ses så stor en stigning i både demens og i depressioner, så tænker mange forståeligt, om der er en sammenhæng. Er der det, er det jo dobbelt så vigtigt, at vi sætter ind i tide og minimerer sygdommens længde og skader på den enkelte patient,« forklarer Kasper Tingkær.

Faglig direktør i Diabetesforeningen Kristian Johnsen er enig: »De fleste diabetespatienter er i høj grad overladt til at tage hånd om egen behandling og forebyggelse. Herunder også bekymringerne om langsigtede konsekvenser af sygdommen i form af amputationer, nyreskader og nerve-og hjerneskader,« siger Kristian Johnsen.

Den faglige direktør tilføjer, at »der i dag findes nogle få studier, som viser, at diabetes påvirker hjernen negativt. Men det er et underbelyst område. Derfor er det en mærkesag for os at få mere fokus på emnet, herunder de fysiske skadevirkninger af at leve under et betragteligt livslangt psykologisk pres som kronisk syg.«.


Fakta: OM DEMENS 8.000 nye tilfælde årligt

I Danmark lever op mod 85.000 mennesker med en demenssygdom.

Heraf har 50.000 Alzheimers. 1.500 personer under 65 år lider af en demenssygdom. Der opstår cirka 8.000 nye tilfælde af demens herhjemme årligt.

I 2040 forventes antallet af demente over 60 år at vokse til op til 146.000. De totale omkostninger ved demens i Danmark andrager mere end 20 milliarder kroner årligt. Demens er den femte hyppigste dødsårsag i Danmark.

Kilde: Nationalt Videnscenter for Demens (Rigshospitalet) 400.000 Så mange danskere lever i dag med et dement medlem af familien. Demens er dermed en sygdom, som fylder meget i rigtigt mange familier.
OriginalsprogDansk
TidsskriftBerlingske Tidende
ISSN0106-4223
StatusUdgivet - 15 jul. 2018

Emneord

  • Sundhedsvidenskab

Citationsformater