Abstract
Allan Holmgreen harcelerer i WA den 9.2.2018 over en artikel om Cochranecentrets leder Peter Gøtzsche, og mener at denne bliver kanøflet, fordi han har for meget magt.
Det kalder på et par kommentarer: For det første er Holmgreen tilsyneladende ude af stand til at forestille sig, at nogen læge kunne være drevet af oprigtig bekymring for patienterne, og at det er derfor, jeg og andre gennem årene har diskuteret Gøtzsches synspunkter.
Jeg har faktisk mødt mange mennesker, som efter at have hørt Gøtzsches meninger om antidepressiv medicin, er trappet ud af medicinen, og har fået et alvorligt tilbagefald af depressionen og endog foretaget selvmordsforsøg.
Jeg ved godt, det kommer som en overraskelse for Holmgreen, men den slags gør mig faktisk ondt for dem det går ud over. Det er derfor, jeg har brugt så meget energi på at svare på hans kritik gennem tiderne i forskellige medier.
For mange år siden forlod man således den falske dikotomi mellem medicin og psykoterapi inden for psykiatrien, men det har Holmgreen tilsyneladende ikke opdaget.
Med hensyn til depression, udgør sygdommen et spektrum fra ganske lette tilstande, der går over af sig selv, til svære livstruende sygdomme, der endog kan have psykotiske symptomer, for eksempel det at man hører stemmer.
Derfor er det temmelig indlysende, at vi er nødt til at råde over et bredt spektrum af behandlingsmodaliteter inklusive de former for psykoterapi, som Holmgreen lever af at sælge kurser i. Det er ikke sådan, at fordi man som jeg er interesseret i psykoterapi, så har medicin ingen plads i behandlingen.
Skulle Holmgreen ikke være klar over dette, kan han bare læse i min lærebog i psykiatri, hvor samspillet mellem medicin og terapi igen og igen betones.
Jeg kan i øvrigt forsikre Holmgreen om, at jeg selv er psykoterapeutisk uddannet og faktisk har anvendt psykoterapi med fine resultater de sidste 25 år.
For det andet: Det er begrædeligt, at hvis Gøtzsche ikke var så fagligt isoleret, som det også skildres i artiklen, kunne han virkelig gøre en afgørende forskel med at udvikle eksempelvis psykiatrien. Problemer er der nok af: for få ressourcer gør, at psykoterapi ikke er så udbredt som det burde være, for få senge gør, at man faktisk helst skal begå en forbrydelse og blive retspsykiatrisk patient for at få den længerevarende psykiatriske behandling, man burde have krav på i dagens Danmark.
Tænk, hvis en mand med Gøtzsches intellekt og kendskab til metode inden for forskningen ikke var så skinger i mælet, at ingen med indflydelse vil høre på ham. Selv det internationale Cochrane-samarbejde har taget afstand til hans udtalelser om psykiatri. Pointer har han ellers nok af, men tænk, hvis han kunne bygge bro til de faglige miljøer i Danmark i stedet for at støde folk fra sig. Det er det, der er den egentlige tragedie: de spildte muligheder.
Problemet er ikke, som Holmgreen tror, at Gøtzscche har for meget magt.
Problemet er, at han har spillet sig selv ud af banen.
Det kalder på et par kommentarer: For det første er Holmgreen tilsyneladende ude af stand til at forestille sig, at nogen læge kunne være drevet af oprigtig bekymring for patienterne, og at det er derfor, jeg og andre gennem årene har diskuteret Gøtzsches synspunkter.
Jeg har faktisk mødt mange mennesker, som efter at have hørt Gøtzsches meninger om antidepressiv medicin, er trappet ud af medicinen, og har fået et alvorligt tilbagefald af depressionen og endog foretaget selvmordsforsøg.
Jeg ved godt, det kommer som en overraskelse for Holmgreen, men den slags gør mig faktisk ondt for dem det går ud over. Det er derfor, jeg har brugt så meget energi på at svare på hans kritik gennem tiderne i forskellige medier.
For mange år siden forlod man således den falske dikotomi mellem medicin og psykoterapi inden for psykiatrien, men det har Holmgreen tilsyneladende ikke opdaget.
Med hensyn til depression, udgør sygdommen et spektrum fra ganske lette tilstande, der går over af sig selv, til svære livstruende sygdomme, der endog kan have psykotiske symptomer, for eksempel det at man hører stemmer.
Derfor er det temmelig indlysende, at vi er nødt til at råde over et bredt spektrum af behandlingsmodaliteter inklusive de former for psykoterapi, som Holmgreen lever af at sælge kurser i. Det er ikke sådan, at fordi man som jeg er interesseret i psykoterapi, så har medicin ingen plads i behandlingen.
Skulle Holmgreen ikke være klar over dette, kan han bare læse i min lærebog i psykiatri, hvor samspillet mellem medicin og terapi igen og igen betones.
Jeg kan i øvrigt forsikre Holmgreen om, at jeg selv er psykoterapeutisk uddannet og faktisk har anvendt psykoterapi med fine resultater de sidste 25 år.
For det andet: Det er begrædeligt, at hvis Gøtzsche ikke var så fagligt isoleret, som det også skildres i artiklen, kunne han virkelig gøre en afgørende forskel med at udvikle eksempelvis psykiatrien. Problemer er der nok af: for få ressourcer gør, at psykoterapi ikke er så udbredt som det burde være, for få senge gør, at man faktisk helst skal begå en forbrydelse og blive retspsykiatrisk patient for at få den længerevarende psykiatriske behandling, man burde have krav på i dagens Danmark.
Tænk, hvis en mand med Gøtzsches intellekt og kendskab til metode inden for forskningen ikke var så skinger i mælet, at ingen med indflydelse vil høre på ham. Selv det internationale Cochrane-samarbejde har taget afstand til hans udtalelser om psykiatri. Pointer har han ellers nok af, men tænk, hvis han kunne bygge bro til de faglige miljøer i Danmark i stedet for at støde folk fra sig. Det er det, der er den egentlige tragedie: de spildte muligheder.
Problemet er ikke, som Holmgreen tror, at Gøtzscche har for meget magt.
Problemet er, at han har spillet sig selv ud af banen.
| Originalsprog | Dansk |
|---|---|
| Tidsskrift | Weekendavisen |
| ISSN | 0106-4142 |
| Status | Udgivet - 23 feb. 2018 |
Emneord
- Sundhedsvidenskab