Abstract

Du har garanteret oplevet, at dit humør er en tand bedre, når solen endelig titter frem på den grå danske sommerhimmel. Nu antyder en ny undersøgelse, at sollys også kan have en klinisk effekt hos mennesker, der lider af svær depression.

Et hold danske forskere dokumenterer, at depressive personer, der er indlagt i markant lysere rum, i gennemsnit er indlagt 30 dage kortere end personer i mørkere stuer.

-Vi har efterhånden mange undersøgelser, der har vist, hvor gavnligt lys er for os mennesker. Men det er interessant og overraskende, at dagslyset på en sengeafdeling har så stor en effekt på indlæggelsestiden af personer med depression, siger Klaus Martiny, klinisk forskningslektor fra Københavns Universitet og en af forskerne bag undersøgelsen, der er publiceret i tidsskriftet Neuropsychobiology.

Klaus Martiny og hans kolleger havde gennem forskningsstudier og fra praktisk erfaring oplevet, at lys havde en gavnlig effekt på deres patienter.

Derfor satte de sig for at undersøge, hvordan 67 mennesker med depression reagerede på sollys under deres ophold på en sengeafdeling på Psykiatrisk Center ved Rigshospitalet i København.

Styrken af dagslyset på værelserne placeret mod sydøst målte forskerne til at være 20 gange stærkere end i værelserne mod nordvest.

Da tallene blev gjort op, kunne Klaus Martiny og hans kolleger se, at de 29 patienter, som lå i sydøstvendte rum med mest sollys, blev udskrevet efter gennemsnitligt 29 dage.

Det var 30 dage tidligere end patienterne i nordvestvendte rum, som blev udskrevet efter 59 dage i gennemsnit.

Ifølge Klaus Martiny er lyset gavnligt, blandt andet fordi det hjælper til at opretholde en god døgnrytme, som er nødvendig for at komme hurtigere gennem sygdomsforløbet.

-Man kan godt se resultatet som et eksempel på, at lysmiljøet er vigtigere, end vi hidtil har antaget. Så det er positivt, at der generelt er kommet en øget opmærksomhed omkring lysmiljøet de seneste par år både i befolkningen og på landets hospitaler, siger Klaus Martiny.

Det er ikke kun forskerne bag undersøgelsen, der har gode erfaringer med at implementere lys aktivt i behandlingerne.

En overlæge, som ikke har været involveret i det nye studie, finder undersøgelsen relevant: -Jeg synes, det er yderst interessant, at man kan påvise, hvordan arkitekturen spiller ind på helbredet.

Konklusionerne stemmer overens med andre undersøgelser på området, hvor man har kombineret lys med antidepressiv medicin.

Og det passer med alle vores praktiske erfaringer fra vintre, hvor disponering for lyslamper virker effektivt i behandlingsprocessen af vores patienter, siger Poul Videbech, der er professor og overlæge ved Psykiatrisk Center i Glostrup.

Videnskab.dk.

Vi ved, at dagslyset er godt for os mennesker, men nu har danske forskere dokumenteret, at dagslyset har så gavnlig effekt på patienter med depression, at indlæggelsestiden bliver kortere. Arkivfoto: Peter Mørk
OriginalsprogDansk
TidsskriftMorsø Folkeblad
StatusUdgivet - 16 aug. 2017

Emneord

  • Sundhedsvidenskab

Citationsformater