Abstract
BAGGRUND
Aortainsufficiens kan forårsage kardiel dysfunktion, hjertesvigt og død. Kirurgisk aortaklapudskiftning er en effektiv behandling, men kun hvis den gennemføres, før der er udviklet åbenlys kardiel dysfunktion. Der er behov for bedre metoder til at karakterisere kardiel dysfunktion, idet konventionelle ekkokardiografiske metoder, som aktuelle kliniske guidelines bygger på, først detekterer dysfunktion sent i sygdomsforløbet. Nyere ekkokardiografiske teknikker er ikke grundigt undersøgte i aortainsufficiens.
FORMÅL
At undersøge vævsdoppler-ekkokardiografi og speckle-tracking ekkokardiografi med hensyn til deres evne til at:
1. Karakterisere venstre ventrikel-dysfunktion, både hos patienter og i en dyremodel af aortainsufficiens
2. Forudsige sygdomsprogression hos asymptomatiske patienter
3. Forudsige ekkokardiografisk og klinisk outcome efter klapkirurgi.
METODER
Der blev gennemført 4 studier: A) Tværsnitsundersøgelse af 53 patienter med moderat til svær aortainsufficiens for at bestemme sammenhængen mellem avanceret ekkokardiografi og hjertesvigtssymptomer. B) Longitudinelt studie af 33 asymptomatiske patienter (opfølgningslængde 19±8 måneder) for at bestemme evnen til at forudsige det kombinerede endepunkt symptomudvikling, progredierende venstre ventrikel-dilatation eller progredierende venstre ventrikel-dysfunktion. C) Longitudinelt studie af 29 patienter, som fik foretaget aortaklapudskiftning, for at bestemme evnen til at forudsige det kombinerede endepunkt persisterende symptomer, venstre ventrikel-dilatation eller venstre ventrikel-dysfunktion 6 måneder efter kirurgi. D) Dyrestudie i en nyudviklet rottemodel af kronisk aortainsufficiens for at følge udviklingen af kardiel dysfunktion over 12 uger. Måling af myokardiets hastigheder og displacering med vævsdoppler og myokardiets deformation og deformationshastighed med speckle tracking blev gennemført i både patienter og dyr.
RESULTATER
Systolisk strain og systolisk og tidlig diastolisk strain rate målt med speckle tracking var associeret med venstre ventrikel-dysfunktion i rotter, med symtomer i patienter, og var prædiktivt for sygdomsprogression hos asymptomatiske patienter. Systolisk strain og tidlig diastolisk strain rate var prædiktive for dårligt resultat efter aortaklapudskiftning. Vævsdopplerhastigheder var i både humane og dyreeksperimentelle studier kraftigt påvirkede af venstre ventrikels størrelse og var ikke associerede med hjertesvigtssymptomer i patienter eller med venstre ventrikel-dysfunktion i rotter.
KONKLUSION
Deformationsmåling med speckle tracking ekkokardiografi er velegnet til at detektere klinisk relevant venstre ventrikel-dysfunktion i aortainsufficiens. Flere og større studier er nødvendige, før metoderne kan anbefales til rutinebrug. I modsætning til deformationsmåling påvirkes myokardiel hastighedsmåling i høj grad af venstre ventrikels størrelse, hvilket gør dette til en dårligt egnet metode til at karakterisere venstre ventrikel-dysfunktion ved hjertesygdomme præget af volumenbelastning.
Aortainsufficiens kan forårsage kardiel dysfunktion, hjertesvigt og død. Kirurgisk aortaklapudskiftning er en effektiv behandling, men kun hvis den gennemføres, før der er udviklet åbenlys kardiel dysfunktion. Der er behov for bedre metoder til at karakterisere kardiel dysfunktion, idet konventionelle ekkokardiografiske metoder, som aktuelle kliniske guidelines bygger på, først detekterer dysfunktion sent i sygdomsforløbet. Nyere ekkokardiografiske teknikker er ikke grundigt undersøgte i aortainsufficiens.
FORMÅL
At undersøge vævsdoppler-ekkokardiografi og speckle-tracking ekkokardiografi med hensyn til deres evne til at:
1. Karakterisere venstre ventrikel-dysfunktion, både hos patienter og i en dyremodel af aortainsufficiens
2. Forudsige sygdomsprogression hos asymptomatiske patienter
3. Forudsige ekkokardiografisk og klinisk outcome efter klapkirurgi.
METODER
Der blev gennemført 4 studier: A) Tværsnitsundersøgelse af 53 patienter med moderat til svær aortainsufficiens for at bestemme sammenhængen mellem avanceret ekkokardiografi og hjertesvigtssymptomer. B) Longitudinelt studie af 33 asymptomatiske patienter (opfølgningslængde 19±8 måneder) for at bestemme evnen til at forudsige det kombinerede endepunkt symptomudvikling, progredierende venstre ventrikel-dilatation eller progredierende venstre ventrikel-dysfunktion. C) Longitudinelt studie af 29 patienter, som fik foretaget aortaklapudskiftning, for at bestemme evnen til at forudsige det kombinerede endepunkt persisterende symptomer, venstre ventrikel-dilatation eller venstre ventrikel-dysfunktion 6 måneder efter kirurgi. D) Dyrestudie i en nyudviklet rottemodel af kronisk aortainsufficiens for at følge udviklingen af kardiel dysfunktion over 12 uger. Måling af myokardiets hastigheder og displacering med vævsdoppler og myokardiets deformation og deformationshastighed med speckle tracking blev gennemført i både patienter og dyr.
RESULTATER
Systolisk strain og systolisk og tidlig diastolisk strain rate målt med speckle tracking var associeret med venstre ventrikel-dysfunktion i rotter, med symtomer i patienter, og var prædiktivt for sygdomsprogression hos asymptomatiske patienter. Systolisk strain og tidlig diastolisk strain rate var prædiktive for dårligt resultat efter aortaklapudskiftning. Vævsdopplerhastigheder var i både humane og dyreeksperimentelle studier kraftigt påvirkede af venstre ventrikels størrelse og var ikke associerede med hjertesvigtssymptomer i patienter eller med venstre ventrikel-dysfunktion i rotter.
KONKLUSION
Deformationsmåling med speckle tracking ekkokardiografi er velegnet til at detektere klinisk relevant venstre ventrikel-dysfunktion i aortainsufficiens. Flere og større studier er nødvendige, før metoderne kan anbefales til rutinebrug. I modsætning til deformationsmåling påvirkes myokardiel hastighedsmåling i høj grad af venstre ventrikels størrelse, hvilket gør dette til en dårligt egnet metode til at karakterisere venstre ventrikel-dysfunktion ved hjertesygdomme præget af volumenbelastning.
Originalsprog | Dansk |
---|
Status | Udgivet - 25 jun. 2010 |
---|